2 Busser

2.1 Innledning

Figur 4: Bilde av bybuss klasse 1 (Foto: Ruter)

Busstransport omfatter passasjertransport med ulike klasser av busser, som bybusser, forstadsbusser og ekspressbusser – alle rutegående. I tillegg finnes busser som ikke går i rutefart, som turistbusser eller innleide busser. Det er forskjellige krav knyttet til universell utforming og tilgjengelighet i forhold til de ulike klassene av busser.

Busser utgjør en svært viktig del av landtransport i Norge og i noen tilfeller internasjonalt. I en oversikt fra Bufdirs rapport Bruk av kollektivtransport i befolkningen og blant personer med nedsatt funksjonsevne fra 2017 viser det seg at buss for mange grupper av personer med nedsatt funksjonsevne er et av de mest brukte transportmidlene (ved siden av privatbil).

Tabell over bruk av ulike transportmidler brukt av kategorier av funksjonsnedsettelser

Figur 1 Tabell over bruk av ulike transportmidler brukt av kategorier av funksjonsnedsettelser (Kilde: Bufdir: Bruk av kollektivtransport i befolkningen og blant personer med nedsatt funksjonsevne (rapport 2017)

Den samme rapporten tar også opp de spesielle utfordringene de ulike gruppene har med å bruke buss og om årsaken til at man ikke velger busstransport:

  • Personer uten funksjonsnedsettelser: det tar for lang tid (52 %), avgangstider (38 %, dyr reisemåte (27 %).
  • Personer med nedsatt hørselsevne: Samme som over (henholdsvis 38 %, 34 % og 19 %), men i tillegg: dårlig informasjon underveis i reisen eller vansker med kommunikasjon eller sosiale situasjoner.
  • Personer med nedsatt bevegelsesevne: vanskeligheter med om bord- og avstigning (57 %), vanskeligheter med å komme seg til holdeplass (37 %) eller lang avstand til holdeplass (37 %), forhold på holdeplassen (27 %), dårlig vintervedlikehold (27 %) og mangel på bistand fra sjåfør (19 %).
  • Personer med nedsatt synsevne: Vanskeligheter med å stopp riktig buss (14 %), vanskelig å finne informasjon i forkant av reisen (9 %), vanskelig å komme på og av buss (8 %). Andre årsaker (som synshemning generelt) utgjør 56 %.
  • Personer med ADHD: Ubehagelig med mange inntrykk (39 %), det tar lang tid (33 %), eller vansker knyttet til forutsigbarhet, pris, avgangstider, billettkjøp og ruteinformasjon, kommunikasjon eller sosiale situasjoner.
  • Personer med utviklingshemming: Vansker med kommunikasjon eller sosiale situasjoner (52 %), ubehagelig med mange inntrykk (24 %) eller tekniske utfordringer med billettkjøp og ruteinformasjon (21 %).
  • Utfordringer med billettkjøp og ruteinformasjon (21 %).

2.1 Bussreiser og universell utforming

Bussreiser omfatter reise med buss i byer, i forsteder og i rurale områder; fra korte reiser til lengre reiser med ekspressbuss. Busser er inndelt i ulike klasser:

  • Bussklasse I benyttes i bymessige strøk og har hastighet på høyst 70 km/t. Dette er kjøretøy som er innrettet med ståplasser for å gi mulighet for hyppig på- og avstigning.
  • Bussklasse II benyttes som regel i forstadstrafikk og regionkjøring og til tider langrutekjøring og har hastighet på høyst 80 km/t. Det er kjøretøy som hovedsakelig er innrettet med sitteplasser og konstruert for å ta med stående passasjerer i midtgangen og/eller i et område som ikke er større enn det som er avsatt til to dobbeltseter.
  • Bussklasse III er kjøretøy som utelukkende er innrettet med sitteplasser og som i hovedsak brukes for langrutekjøring og turkjøring.

Det er forskjellige krav til disse bussklassene når det gjelder for eksempel festeanordning for rullestol mv. men det er også felles krav til for eksempel sanntidsinformasjon, kontrastfarger og andre områder.

2.1.1  Krav i lov og forskrift

Bilde av lovbok og dommerklubbe

Figur 5: Bilde av lovbok og dommerklubbe

Følgende lovgivning er relevant:

Lov om yrkestransport med motorvogn og fartøy (yrkestransportlova)

Yrkestransportloven trådte i kraft 2003-01-01 og har ikke bestemmelser om universell utforming eller, men har krav i forbindelse med transport av personer med nedsatt funksjonsevne.

 

Lov om endringar i yrkestransportlova (gjennomføring av EØS-reglar om busspassasjerrettar)

Loven trådte i kraft 2015-01-01. Loven innfører ny § 32a om passasjerrettigheter til yrkestransportloven, som bl.a. berører passasjerer med nedsatt funksjonsevne; nemlig at Samferdselsdepartementet kan peke ut bussterminaler som skal tilby assistanse med nedsatt funksjonsevne, og gi forskrift om slike ordninger.

Kommentar: Denne loven tar opp krav om tilrettelegging, ikke universell utforming.

 

Forskrift om universell utforming av motorvogn i løyvepliktig transport mv.

Denne forskriften av 2009 har hjemmel i lov om yrkestransport med motorvogn og fartøy (yrkestransportloven). Forskriften trådte i kraft 2010-01-01. Forskriften omfatter løyvepliktig persontransport i rute, med buss i klasse II og III samt for løyvepliktig transport for personer med nedsatt funksjonsevne (dvs. motorvogn som er spesielt utformet med tanke på transport for personer med nedsatt funksjonsevne). Reglene omfatter krav til godkjenning av kjøretøyene.

 

Forskrift, om tekniske krav og godkjenning av kjøretøy, deler og utstyr (kjøretøyforskriften)

Forskriften trådte i kraft 1997-01-01 og ble sist endret i 2015. Den har hjemmel i vegtrafikkloven.

Forskriften henviser ikke til universell utforming men har bestemmelser som gjelder passasjerer med nedsatt funksjonsevne.

 

Forskrift om busspassasjerrettigheter

Forskriften trådte i kraft 2016-04-01 og er en gjennomføring av EUs forordning (EU) nr. 181/2011 i norsk rett. Følgende bestemmelser er relevante:

  • 3.Medvirkning for organisasjoner som representerer personer med nedsatt funksjonsevne eller redusert bevegelighet sier at:

Statens vegvesen skal ta initiativ til at det nedsettes en gruppe i samsvar med forordning (EU) nr. 181/2011 artikkel 11.

  • 4.Utpeking av bussterminaler som skal tilby assistanse til personer med nedsatt funksjonsevne eller redusert bevegelighet sier at:

Vegdirektoratet peker ut bussterminaler som skal tilby kostnadsfri assistanse til reisende med nedsatt funksjonsevne eller redusert bevegelighet.
Utpekingen skjer ved enkeltvedtak.

EU-lovgivning

Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv  2001/85/EF af 20. november 2001 om særlige bestemmelser for køretøjer, der anvendes til personbefordring og har flere end otte siddepladser ud over førerens plads, og om ændring af direktiv 70/156/EØF og 97/27/EF

Bussdirektivet (Buses and coaches Directive[i]) trådte i kraft i EU i 2001 og i Norge den 13. februar 2004[ii].

Direktivet stiller krav til busser av klasse 1, bybusser. Busser av klasse 2 (forstadsbusser) og klasse 3 (ekspressbusser) er ikke omfattet. Det er opp til medlemslandene selv å stille krav for klasse 2 og klasse 3, og da skal tekniske spesifikasjoner anvendes som allerede er angitt i direktivet. Kommisjonen har tidligere i et notat bebudet at de kan komme med nye direktiver for nyttekjøretøyer før 2010, uten at det har kommet noe mer konkret om dette.

Bussdirektivet stiller konkrete krav til utforming av bussene som i det alt vesentlige kommer bevegelseshemmede til gode. Kravene er anført i Anneks VII” Requirements for technical devices facilitating access for passengers with reduced mobility”, og omfatter blant annet

  • prioriterte sitteplasser for passasjerer med redusert mobilitet, herunder at minst ett slikt sete skal ha plass under eller ved siden, for en førerhund;
  • kommunikasjonshjelpemidler;
  • piktogrammer, som skal være tydelige og plassert utenfor bussen slik at det tydelig ses hvilken inngang som er tilgjengelig for rullestoler;
  • krav til plasser for rullestoler;
  • plassering av klappseter på det sted der rullestoler kan festes;
  • festeanordninger for rullestoler;
  • belysning på ombordstignings- og avstigningspunktene for personer med redusert mobilitet, samt
  • direktiver for ulike ombordstigningshjelpemidler, herunder knelingssystemet for bussen, heis og rampe.

 

Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) Nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers rettigheder og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004

Forordningen trådte i kraft i 2011 og tar bl.a. opp rettigheter for passasjerer med nedsatt funksjonsevne.

Vedlegg I Assistance til handicappede og bevægelseshæmmede tar opp flere temaer:

  • assistanse på utpekte bussterminaler;
  • mulighet for at passasjerer med nedsatt funksjonsevne skal kunne melde ankomst til terminal og behov for assistanse;
  • assistanse for at passasjerer skal kunne bevege seg fra møtested til innsjekkingsskranken, ventesal og avgangsområde; til ombordstigning, plassering av bagasje, henting av bagasje og avstigning;
  • assistanse i bussen, bl.a. informasjon, på- og avstigning dersom det er annet personale enn sjåføren om bord i bussen osv.

Vedlegg 2 Handicaprelateret uddannelse tar opp krav til opplæring av personell på slike bussruter.

Kommentar: Denne forordningen tar opp krav om tilrettelegging, ikke universell utforming.

[i] Direktiv Dir 2001/85/EC

[ii] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2002:042:0001:0102:DA:PDF

Bilde av buss som er stanset med for stor avstand til fortauskanten

Figur 6: Viktig med utforming og vedlikehold av holdeplass slik at buss kommer helt inntil fortauskant. (Foto: Kolumbus v/ Ystanes).

Regulativ nr. 107 fra De Forenede NatioDobbeltdækkerledbussers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer af klasse M2 eller M3 for så vidt angår deres generelle konstruktion [2015/922]

Denne forordningen tar opp krav til enkelt- og dobbeltdekker busser når det gjelder konstruksjon, blant annet slik at de passer for bevegelseshemmede. Tillegg 8 i dokumentet tar spesielt opp plass og adgang for passasjerer med nedsatt funksjonsevne og gir følgende krav:

BILAG 8

PLADS OG ADGANGSFORHOLD FOR BEVÆGELSESHÆMMEDE PASSAGERER

1.   GENERELT

Dette bilag indeholder de bestemmelser, som skal gælde for køretøjer, der er konstrueret således, at bevægelseshæmmede passagerer og kørestolsbrugere har let adgang til dem.

2.   ANVENDELSESOMRÅDE

Disse krav gælder for køretøjer, der letter indstigning for bevægelseshæmmede passagerer.

3.   FORSKRIFTER

3.1.   Trin

Højden af første trin fra jorden ved mindst én indgang må højst være 250 mm for køretøjer i gruppe I og kategori A og 320 mm for køretøjer i gruppe II og III samt kategori B. Hvis kun én udstigningsdør opfylder dette krav, må der ikke være nogen barriere eller noget skilt, der forhindrer, at denne dør benyttes til både ind- og udstigning.

Alternativt må første trin over jorden højst være 270 mm i to døre (én indgang og én udstigningsdør) for køretøjer i gruppe I og kategori A.

I køretøjer med lavt gulv må der anvendes knælesystem, men ikke et optrækkeligt trin.

I andre køretøjer kan der anvendes enten knælesystem eller et optrækkeligt trin.

Højden af trin ved ovennævnte døre i en adgangspassage og en gang må højst være 200 mm for køretøjer i gruppe I og kategori A og 250 mm for køretøjer i gruppe II og III samt kategori B.

Overgang fra en forsænket gang til et siddepladsområde anses ikke for trin.

3.2.   Sæder og plads, der er forbeholdt bevægelseshæmmede passagerer

3.2.1.   Sæder skal være fremad- eller bagudvendende og skal være placeret nær en udstigningsdør, der er egnet til ind- og udstigning og er i overensstemmelse med punkt 3.1 ovenfor.

3.2.2.   Der skal under eller i nærheden af én forbeholdt siddeplads være plads nok til en førerhund under eller ved siden af siddepladsen. Denne plads må ikke udgøre en del af gangen.

3.2.3.   Der skal forefindes armlæn mellem siddepladsen og gangen, og dette skal kunne fjernes hurtigt, så der bliver fri adgang til sædet. Hvis sæderne vender mod hinanden, kan et af gangsæderne alternativt udstyres med en lodret stolpe. Stolpen skal placeres således, at passageren i sædet kan fastholdes sikkert på sædet, og således at der er let adgang til sædet.

3.2.4.   Den mindste bredde af den forbeholdte siddeplads’ sædehynde, målt fra et lodret plan gennem siddepladsens midtpunkt, skal være 220 mm på hver side.

3.2.5.   Den usammenpressede sædehyndes højde over gulvet skal være således, at afstanden fra gulvet til et vandret plan, der rører sædehyndens opadvendende overflade fortil, er mellem 400 og 500 mm.

3.2.6.   Fodrummet ved forbeholdte siddepladser skal strække sig frem foran sædet fra et lodret plan gennem sædehyndens forreste kant. Fodrummet må ikke skråne mere end 8 % i nogen retning. For køretøjer i gruppe I og kategori A må den lodrette afstand mellem gulvet ved siddepladsområdet og den tilstødende gang højst være 250 mm.

3.2.7.   Over hver forbeholdt siddeplads skal der i køretøjer af gruppe I og kategori A være en fri højde på mindst 1 300 mm og 900 mm i køretøjer af gruppe II målt fra det højeste punkt på den ikke sammenpressede sædehynde. Denne frihøjde skal være til stede inden for den lodrette projektion af den påkrævede minimumssædebredde på 440 mm og det tilhørende fodrum.

Indsættelse af et ryglæn eller anden genstand i dette rum kan tillades, såfremt der fortsat er et frit lodret rum på 230 mm foran sædehynden. Hvis den forbeholdte siddeplads er placeret over for en forplade, der er mere end 1 200 mm høj, skal dette rum være på 300 mm. Fra kanterne af det frirum, der er defineret ovenfor, tillades indragen i henhold til punkt 7.7.8.6.3.1-7.7.8.6.3.4 i bilag 3, som hvis henvisningen til frirum i punkt 7.7.8.6.1 og 7.7.8.6.2 i bilag 3 var en reference til det ovenfor definerede frirum. Bestemmelserne i punkt 7.7.8.1.4 i bilag 3 kan finde anvendelse. Indragen af håndgreb eller gelændere som nævnt i punkt 3.4.2 nedenfor må højst være 100 mm fra sidevæggen ind i frirummet over den lodrette projektion af fodrummet.

3.2.8.   Køretøjer med forbeholdte sæder skal være forsynet med piktogrammer i overensstemmelse med bilag 4, figur 23 B, som kan ses udefra, både fra den side af køretøjet, der vender ind mod vejkanten, og i nærheden af den/de relevante udstigningsdør(e). Inden i bussen skal der være et piktogram ved siden af det forbeholdte sæde.

3.3.   Kommunikationsanordninger

3.3.1.   Kommunikationsanordninger skal forefindes i nærheden af alle forbeholdte siddepladser og kørestolsområder og være anbragt i en højde på mellem 700 og 1 200 mm over gulvet.

3.3.2.   Kommunikationsanordninger i lavgulvarealet skal være anbragt i en højde på mellem 800 og 1 500 mm, hvor der ikke er sæder.

3.3.3.   (Reserveret)

3.3.4.   Hvis et køretøj er forsynet med en rampe eller lift, skal der forefindes en udendørs kommunikationsanordning til kommunikation med chaufføren i nærheden af døråbningen og i en højde på mellem 850 og 1 300 mm over jorden. Dette krav gælder ikke for nogen dør inden for førerens direkte synsfelt.

3.4.   Gelændere ved forbeholdte siddepladser

3.4.1.   Mellem de forbeholdte siddepladser som omhandlet i punkt 7.7.8.5.3 i bilag 3 og ved mindst én ind- og udstigningsdør skal der findes et gelænder i en højde af 800-900 mm over gulvet. Gelænderet kan afbrydes, hvis det er nødvendigt for at få adgang til en kørestolsplads, et sæde anbragt oven på en hjulkasse, en trappe, en adgangspassage eller en gang. Gelænderet må ikke afbrydes over mere end 1 050 mm, og på det sted, hvor gelænderet er afbrudt, skal der være et lodret gelænder i det mindste ved den ene side.

3.4.2.   Der skal i nærheden af forbeholdte siddepladser være anbragt et gelænder eller et håndgreb for at gøre det lettere at komme ind på eller ud fra sædet, og de skal være konstrueret på en sådan måde, at det er nemt for passagerne at gribe fat i dem.

3.5.   Gulvets hældning

Hældningen af gange, passager og gulvarealer mellem et forbeholdt sæde eller kørestolsområde og mindst én indgang og en udstigningsdør eller en kombineret ind- og udgang må ikke overstige 8 %. Sådanne områder, hvor gulvet hælder, skal være forsynet med en skridsikker overflade.

3.6.   Bestemmelser vedrørende anbringelse af kørestole

3.6.1.   For hver kørestolsbruger, passagerrummet er beregnet til, skal der være afsat en særlig kørestolsplads, som er mindst 750 mm bred og 1 300 mm lang. Kørestolspladsens længdeakse skal være parallel med køretøjets længdeakse, gulvet på kørestolspladsen skal have skridsikker belægning, og den største hældning i nogen retning må ikke være over 5 %. Hvis der er tale om en bagudvendende kørestol, der opfylder forskrifterne i punkt 3.8.4 i dette bilag, må hældningen i længderetningen ikke være over 8 %, forudsat at denne hældning er stigende fra forenden til bagenden af det særlige område.

Når et kørestolsområde er beregnet til en fremadvendende kørestol, må øverste del af de foranværende ryglæn rage ind i kørestolsområdet, hvis der er et frit rum som vist i bilag 4, figur 22.

3.6.2.   Der skal være mindst én døråbning, som kørestolsbrugere kan komme igennem. For køretøjer i gruppe I skal mindst én af dørene til kørestole være en udstigningsdør. Adgangsdøren for kørestole skal have et indstigningshjælpemiddel, der opfylder bestemmelserne i punkt 3.11.3 (lift) eller 3.11.4 (rampe) i dette bilag.

3.6.3.   En dør til kørestole, som ikke er en udstigningsdør, skal have en højde på mindst 1 400 mm. Alle døre til kørestole skal have en bredde på mindst 900 mm, der kan nedsættes med 100 mm, hvis målingen foretages i niveau med håndgrebene.

3.6.4.   Kørestolsbrugere skal let og uhindret kunne komme ind i køretøjet gennem mindst én af dørene til kørestolsadgang og bevæge sig hen til det/de særlige område(r) med en referencekørestol, der har de dimensioner, der er vist i bilag 4, figur 21.

3.6.4.1.   Ved »let og uhindret« forstås, at:

a)

der er tilstrækkelig plads for kørestolsbrugeren til at manøvrere uden hjælp fra anden person

b)

der ikke er trin, mellemrum eller stolper, som kan udgøre en hindring for, at kørestolsbrugeren kan bevæge sig frit.

3.6.4.2.   For så vidt angår ovenstående bestemmelser for prøvning for køretøjer i gruppe I og kategori A, der har mere end én kørestolsplads, foretages prøvningen for alle kørestolspladser med referencekørestole på de andre kørestolspladser.

3.6.5.   For køretøjer i gruppe I og kategori A, der er udstyret med en rampe til kørestolsadgang, skal det være muligt for en referencekørestol med de mål, der er vist i bilag 4, figur 21, at komme ind i og ud af køretøjet, mens kørestolen bevæger sig i fremadgående retning.

3.6.6.   Køretøjer med kørestolsplads skal være forsynet med piktogrammer i overensstemmelse med bilag 4, figur 23 A, som kan ses udefra, både fra den side af køretøjet, der vender ind mod vejkanten, og i nærheden af den/de relevante udstigningsdør(e).

Et af disse piktogrammer skal være anbragt inde i køretøjet ved hver kørestolsplads, og det skal angive, om kørestolen skal vende fremad eller bagud.

3.7.   Sæder og stående passagerer i kørestolsområder

3.7.1.   Der kan monteres klapsæder i et kørestolsområde. Når de er klappet op og ikke bruges, må de dog ikke rage ind i kørestolspladsen.

3.7.2.   Et køretøj kan være forsynet med aftagelige sæder monteret i kørestolsområdet, såfremt de let kan fjernes af føreren eller andet personale.

3.7.3.   For køretøjet i gruppe I og II og kategori A, hvor et sædes fodrum eller en del af et klapsæde i brug rager ind i et kørestolsområde, skal der på sådanne sæder eller i nærheden af dem være et skilt med følgende tekst, tilsvarende tekst eller piktogram:

»Overlad venligst denne plads til en kørestolsbruger«.

Bestemmelserne i punkt 7.6.11.4 i bilag 3 finder anvendelse på alle anvendte tekstangivelser.

3.7.4.   I køretøjer, hvor en kørestolsplads er afsat til brug udelukkende for en kørestolsbruger i overensstemmelse med punkt 7.2.2.2.10 i bilag 3, skal en sådan plads være klart angivet med følgende tekst, tilsvarende tekst eller piktogram:

»Udelukkende til kørestolsbrugere«

Bestemmelserne i punkt 7.6.11.4 i bilag 3 finder anvendelse på alle anvendte tekstangivelser.

3.8.   Kørestoles stabilitet

3.8.1.   I køretøjer, der skal være udstyret med fastholdelsessystem til passagererne, skal kørestolspladsen være konstrueret således, at kørestolen vender fremad, og den skal være forsynet med et fastholdelsessystem, der er i overensstemmelse med forskrifterne i enten punkt 3.8.2 eller 3.8.3 nedenfor.

I køretøjer, for hvilke der ikke er krav om montering af fastholdelsessystemer, skal kørestolspladsen være udstyret med et fastholdelsessystem, der er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3.8.2 eller 3.8.3, eller den skal være i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3.8.4 nedenfor.

3.8.2.   Fremadvendende kørestol — statiske prøvningskrav

3.8.2.1.   Alle kørestolspladser skal være forsynet med et fastholdelsessystem, der kan fastholde kørestolen og kørestolsbrugeren.

3.8.2.2.   Fastholdelsessystemet og dets forankringspunkter skal være konstrueret på en sådan måde, at de kan modstå belastninger svarende til de belastninger, der kræves for så vidt angår passagersæder og fastholdelsessystemer til passagerer.

3.8.2.3.   Der udføres en statisk test i overensstemmelse med følgende krav:

3.8.2.3.1.

de i denne sammenhæng anførte belastninger påføres henholdsvis fremadrettet og bagudrettet, separat og på selve fastholdelsessystemet

3.8.2.3.2.

belastningen opretholdes i en periode på mindst 0,2 sekund

3.8.2.3.3.

fastholdelsessystemet skal kunne modstå belastningen under prøvningen. Permanent deformation, herunder delvis brud på eller beskadigelse af fastholdelsessystemet, anses ikke for manglende opfyldelse af prøvningens krav, hvis den krævede belastning opretholdes i det angivne tidsrum. Låseanordningen, der gør det muligt at flytte kørestolen, skal kunne betjenes manuelt, efter at trækkraften er fjernet.

3.8.2.4.   Belastningen skal være fremadrettet for særskilte fastholdelsessystemer til kørestole og kørestolsbrugere

3.8.2.4.1.

For klasse M2:

3.8.2.4.1.1.

1 110 ± 20 daN, hvis der benyttes hoftesele. Belastningen påføres systemet til fastholdelse af kørestolsbrugere horisontalt i retning af køretøjets forende, hvis fastholdelsessystemet ikke er fastgjort til køretøjets gulv. Hvis fastholdelsessystemet er fastgjort til gulvet, påføres belastningen i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende

3.8.2.4.1.2.

675 ± 20 daN horisontalt i retning af køretøjets forende på hoftedelen af selen og 675 ± 20 daN horisontalt i retning af køretøjets forende på brystdelen af selen for 3-punkts-seler

3.8.2.4.1.3.

1 715 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende på systemet til fastholdelse af kørestole

3.8.2.4.1.4.

belastningerne påføres samtidigt.

3.8.2.4.2.

For klasse M3:

3.8.2.4.2.1.

740 ± 20 daN, hvis der benyttes hoftesele. Belastningen påføres systemet til fastholdelse af kørestolsbrugere horisontalt i retning af køretøjets forende, hvis fastholdelsessystemet ikke er fastgjort til køretøjets gulv. Hvis fastholdelsessystemet er fastgjort til gulvet, påføres belastningen i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende

3.8.2.4.2.2.

450 ± 20 daN horisontalt i retning af køretøjets forende på hoftedelen af selen og 450 ± 20 daN horisontalt i retning af køretøjets forende på brystdelen af selen for 3-punkts-seler

3.8.2.4.2.3.

1 130 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende på systemet til fastholdelse af kørestole

3.8.2.4.2.4.

belastningerne påføres samtidigt.

3.8.2.5.   Belastningen skal være fremadrettet for kombinerede fastholdelsessystemer til kørestole og kørestolsbrugere

3.8.2.5.1.

For klasse M2:

3.8.2.5.1.1.

1 110 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende på systemet til fastholdelse af kørestole, hvis der benyttes hoftesele

3.8.2.5.1.2.

675 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan på hoftedelen af selen og 675 ± 20 daN horisontalt i retning af køretøjets forende på brystdelen af selen for 3-punkts-seler

3.8.2.5.1.3.

1 715 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende på systemet til fastholdelse af kørestole

3.8.2.5.1.4.

belastningerne påføres samtidigt.

3.8.2.5.2.

For klasse M3:

3.8.2.5.2.1.

740 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende på systemet til fastholdelse af kørestole, hvis der benyttes hoftesele

3.8.2.5.2.2.

450 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan på hoftedelen af selen og 450 ± 20 daN horisontalt i retning af køretøjets forende på brystdelen af selen for 3-punkts-seler

3.8.2.5.2.3.

1 130 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets forende på systemet til fastholdelse af kørestole

3.8.2.5.2.4.

belastningerne påføres samtidigt.

3.8.2.6.   Bagudrettet belastning:

3.8.2.6.1.

810 ± 20 daN i en vinkel på 45° ± 10° i forhold til køretøjets horisontale plan og i retning af køretøjets bagende på systemet til fastholdelse af kørestole.

3.8.2.7.   Under alle omstændigheder skal belastningerne af fastholdelsessystemet for kørestolsbrugere påføres ved hjælp af en trækanordning egnet til den pågældende seletype som nærmere angivet i regulativ nr. 14.

3.8.3.   Fremadvendende kørestol — forskrifter for hybridprøvning

3.8.3.1.   Der skal i kørestolsområdet forefindes et kørestolsfastholdelsessystem til almindelig brug i forbindelse med kørestole, som gør det muligt at transportere en kørestol og en kørestolsbruger, som vender fremad.

3.8.3.2.   Der skal i kørestolsområdet forefindes et system til fastholdelse af kørestolsbrugere, som omfatter mindst to forankringspunkter og en bækkenfastholdelsesanordning (hoftesele), som er konstrueret og fremstillet af komponenter med tilsvarende egenskaber som komponenterne i sikkerhedsseler, som er i overensstemmelse med regulativ nr. 16.

3.8.3.3.   Et fastholdelsessystem, som er monteret i kørestolsområdet, skal let kunne udløses i en nødsituation.

3.8.3.4.   Et system til fastholdelse af kørestole skal enten:

3.8.3.4.1.

opfylde de dynamiske prøvningskrav, der er omhandlet i punkt 3.8.3.8, og være sikkert fastgjort til forankringer på køretøjet, som opfylder de statiske prøvningskrav, der er omhandlet i punkt 3.8.3.6 nedenfor, eller

3.8.3.4.2.

være sikkert fastgjort til køretøjets forankringer, således at kombinationen af fastholdelsessystemet og forankringerne opfylder kravene i punkt 3.8.3.8.

3.8.3.5.   Et system til fastholdelse af kørestolsbrugere skal enten:

3.8.3.5.1.

opfylde de dynamiske prøvningskrav, der er omhandlet i punkt 3.8.3.9, og være sikkert fastgjort til forankringer på køretøjet, som opfylder de statiske prøvningskrav, der er omhandlet i punkt 3.8.3.6 nedenfor, eller

3.8.3.5.2.

være sikkert fastgjort til køretøjets forankringer, således at kombinationen af fastholdelsessystemet og forankringerne opfylder de dynamiske prøvningskrav i punkt 3.8.3.9, når de er fastgjort til forankringer, der er monteret som omhandlet i punkt 3.8.3.6.7.

3.8.3.6.   Der udføres en statisk prøvning på forankringspunkterne for både systemet til fastholdelse af kørestolen og systemet til fastholdelse af kørestolsbrugeren i overensstemmelse med følgende krav:

3.8.3.6.1.

De belastninger, der er anført i punkt 3.8.3.7 nedenfor, påføres ved hjælp af en anordning med samme geometri som kørestolsfastholdelsessystemet.

3.8.3.6.2.

De belastninger, der er anført i punkt 3.8.3.7.3 nedenfor, påføres ved hjælp af en anordning med samme geometri som fastholdelsessystemet for kørestolsbrugere, og ved hjælp af en trækanordning som omhandlet i regulativ nr. 14.

3.8.3.6.3.

De belastninger, der er omhandlet i punkt 3.8.3.6.1 og 3.8.3.6.2 ovenfor, påføres samtidigt fremadrettet og i en vinkel på 10° ± 5° i forhold til det horisontale plan.

3.8.3.6.4.

De belastninger, der er omhandlet i punkt 3.8.3.6.1 ovenfor, påføres samtidigt bagudrettet og i en vinkel på 10° ± 5° i forhold til det horisontale plan.

3.8.3.6.5.

Belastningerne påføres så hurtigt som muligt gennem kørestolspladsens lodrette akse, og

3.8.3.6.6.

belastningen opretholdes i en periode på mindst 0,2 sekund.

3.8.3.6.7.

Prøvningen skal udføres på en repræsentativ del af køretøjets struktur sammen med eventuelt tilbehør i køretøjet, som kan bidrage til at øge strukturens styrke eller stivhed.

3.8.3.7.   De belastninger, der er anført i punkt 3.8.3.6 ovenfor, er:

3.8.3.7.1.

I tilfælde af forankringer til systemer til fastholdelse af kørestole, som er monteret på et køretøj i klasse M2:

3.8.3.7.1.1.

1 110 ± 20 daN, som påføres fremadrettet i køretøjets længderetning i en højde på mellem mindst 200 mm og højst 300 mm målt lodret fra kørestolsområdets gulv, og

3.8.3.7.1.2.

550 ± 20 daN, som påføres bagudrettet i køretøjets længderetning i en højde på mellem mindst 200 mm og højst 300 mm målt lodret fra kørestolsområdets gulv.

3.8.3.7.2.

I tilfælde af forankringer til systemer til fastholdelse af kørestole, som er monteret på et køretøj i klasse M3:

3.8.3.7.2.1.

740 ± 20 daN, som påføres fremadrettet i køretøjets længderetning i en højde på mellem mindst 200 mm og højst 300 mm målt lodret fra kørestolsområdets gulv, og

3.8.3.7.2.2.

370 ± 20 daN, som påføres bagudrettet i køretøjets længderetning i en højde på mellem mindst 200 mm og højst 300 mm målt lodret fra kørestolsområdets gulv.

3.8.3.7.3.

I tilfælde af forankringer til et system til fastholdelses af en kørestolsbruger skal belastningerne være i overensstemmelse med kravene i regulativ nr. 14. Belastningerne af fastholdelsessystemet for kørestolsbrugere påføres ved hjælp af en trækanordning egnet til den pågældende seletype som nærmere angivet i regulativ nr. 14

3.8.3.8.   Et system til fastgørelse af kørestole underkastes en dynamisk prøvning i overensstemmelse med følgende krav:

3.8.3.8.1.

en prøvevogn, som repræsenterer en kørestol, med en masse på 85 kg skal fra en hastighed på mellem 48 km/h og 50 km/h udsættes for en decelerationstidspuls

3.8.3.8.1.1.

på over 20 g fremadrettet i et kumulativt tidsrum på mindst 0,015 sekunder

3.8.3.8.1.2.

på over 15 g fremadrettet i et kumulativt tidsrum på mindst 0,04 sekunder

3.8.3.8.1.3.

af en varighed på over 0,075 sekunder

3.8.3.8.1.4.

på ikke over 28 g og ikke i mere end 0,08 sekunder

3.8.3.8.1.5.

af en varighed på ikke over 0,12 sekunder og

3.8.3.8.2.

en prøvevogn, som repræsenterer en kørestol, med en masse på 85 kg skal fra en hastighed på mellem 48 km/h og 50 km/h udsættes for en decelerationstidspuls

3.8.3.8.2.1.

på over 5 g bagudrettet i et kumulativt tidsrum på mindst 0,015 sekunder

3.8.3.8.2.2.

på højst 8 g bagudrettet i et kumulativt tidsrum på mindst 0,02 sekunder.

3.8.3.8.3.

Prøvningen i punkt 3.8.3.8.2 ovenfor foretages ikke, hvis de samme fastholdelsessystemer anvendes både fremad- og bagudrettet, eller hvis der er gennemført en tilsvarende prøvning.

3.8.3.8.4.

Med henblik på ovennævnte prøvning skal systemet til fastholdelse af kørestolen være fastgjort til enten:

3.8.3.8.4.1.

forankringer, der er fastgjort til prøvestanden med samme geometri som forankringerne i et køretøj, som fastholdelsessystemet er tiltænkt, eller

3.8.3.8.4.2.

forankringer, som indgår i en repræsentativ del af det køretøj, som fastholdelsessystemet er tiltænkt, se punkt 3.8.3.6.7 ovenfor.

3.8.3.9.   Et system til fastgørelse af kørestolsbrugere skal opfylde prøvningskravene i regulativ nr. 16 eller en tilsvarende prøvning af decelerationstidspulsen som omhandlet i punkt 3.8.3.8.1 ovenfor. En sikkerhedssele, der godkendt efter regulativ nr. 16 og mærket i overensstemmelse hermed, anses for at opfylde kravene.

3.8.3.10.   Resultatet af en prøvning som omhandlet i punkt 3.8.3.6, 3.8.3.8 eller 3.8.3.9 ovenfor anses for at være negativt, medmindre følgende krav er opfyldt:

3.8.3.10.1.

ingen del af systemet må have svigtet eller have løsrevet sig fra forankringen eller køretøjet under prøvningen

3.8.3.10.2.

mekanismerne til frigørelse af kørestolen og kørestolsbrugeren skal kunne udløses efter fuldendt prøvning

3.8.3.10.3.

ved den i punkt 3.8.3.8 ovenfor omhandlede prøvning må kørestolen ikke have flyttet sig mere end 200 mm i køretøjets længderetning under prøvningen

3.8.3.10.4.

ingen del af systemet må efter endt prøvning være deformeret i en sådan grad, at den kan forårsage skade som følge af skarpe kanter eller andre fremspring.

3.8.3.11.   Brugsanvisningen til systemet skal vises tydeligt i dets umiddelbare nærhed.

3.8.4.   Bagudvendende kørestol — statiske prøvningskrav

3.8.4.1.   Køretøjer, for hvilke der ikke er krav om montering af fastholdelsessystem til passagerer, kan som et alternativ til bestemmelserne i punkt 3.8.2 eller 3.8.3 ovenfor udstyres med en kørestolsplads, der er konstrueret, så kørestolsbrugeren kan befordres uden fastholdelse med kørestolen vendende bagud mod en støtte eller bagplade i overensstemmelse med følgende bestemmelser:

3.8.4.1.1.

en af kørestolspladsens sider i længderetningen skal støde op til en ydervæg eller skillevæg i køretøjet

3.8.4.1.2.

der skal være en støtte eller en bagplade vinkelret på køretøjets længdeakse i den forreste ende af kørestolsområdet

3.8.4.1.3.

støtten eller bagpladen skal være således udformet, at kørestolens hjul eller ryglæn hviler mod støtten eller bagpladen for at forhindre kørestolen i at vælte og skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 3.8.5 nedenfor

3.8.4.1.4.

der skal være monteret et gelænder eller et håndgreb på køretøjets ydervæg eller en skillevæg på en sådan måde, at kørestolsbrugere let kan gribe fat i det. Dette gelænder må højst rage 90 mm ud over kørestolspladsens lodrette projektion og kun i en højde på mindst 850 mm over kørestolspladsens gulv

3.8.4.1.5.

på den modsatte side af kørestolsområdet skal være monteret et gelænder eller en tilsvarende stiv anordning, der kan klappes væk, som begrænser kørestolens sideværts bevægelse, og som kørestolsbrugeren let kan gribe fat i

3.8.4.1.6.

ved kørestolsområdet skal være anbragt et skilt med følgende tekst:

»Denne plads er forbeholdt en kørestol. Kørestolen anbringes bagudvendt op mod støtten eller bagpladen og skal være bremset«.

Bestemmelserne i punkt 7.6.11.4 i bilag 3 finder anvendelse på alle anvendte tekstangivelser.

3.8.5.   Krav til bagplade og støtte

3.8.5.1.   En bagplade monteret i en kørestolsplads i overensstemmelse med punkt 3.8.4 skal monteres vinkelret på køretøjets længderetning og skal kunne bære en belastning på 250 ± 20 daN påført på midten af bagpladens polstrede flade i en højde på mindst 600 mm og højst 800 mm målt lodret fra gulvet i kørestolspladsen i mindst 1,5 sekund ved hjælp af en klods på 200 × 200 mm i køretøjets vandrette plan mod køretøjets forende. Bagpladen må ikke bøje sig mere end 100 mm eller blive udsat permanent deformation eller beskadigelse.

3.8.5.2.   En støtte monteret i en kørestolsplads i overensstemmelse med punkt 3.8.4 skal monteres vinkelret på køretøjets længdeakse og skal kunne modstå en kraft på 250 ± 20 daN påført støttens midte i mindst 1,5 sekund i køretøjets vandrette plan i retning mod køretøjets forende. Støtten må ikke bøje sig mere end 100 mm eller blive udsat permanent deformation eller beskadigelse.

3.8.6.   Eksempel på en bagplade, der opfylder forskrifterne i punkt 3.8.4.1.3 ovenfor (se bilag 4, figur 29).

3.8.6.1.   Underkanten af en bagplade skal befinde sig i en højde på mindst 350 mm og højst 480 mm målt lodret fra kørestolspladsens gulv.

3.8.6.2.   Overkanten af en bagplade skal befinde sig i en højde på mindst 1 300 mm målt lodret fra kørestolspladsens gulv.

3.8.6.3.   En bagplade skal have en bredde på:

3.8.6.3.1.

mindst 270 mm og højst 420 mm op til en højde på 830 mm målt lodret fra kørestolspladsen gulv, og

3.8.6.3.2.

mindst 270 mm og højst 300 mm i højder på over 830 mm målt lodret fra kørestolspladsen gulv.

3.8.6.4.   En bagplade skal monteres i en vinkel på mindst fire grader og højst otte grader fra lodret, idet bagpladens underkant skal være nærmere køretøjets bagende end bagpladens overkant.

3.8.6.5.   En bagplades polstrede flade skal udgøre et enkelt kontinuerligt plan.

3.8.6.6.   En bagplades polstrede overflade skal gå gennem ethvert punkt i et imaginært lodret plan bag kørestolspladsen forende beliggende mindst 100 mm og højst 120 mm fra kørestolspladsens forende målt vandret og mindst 830 mm og højst 870 mm fra kørestolspladsen gulv målt lodret.

3.9.   Betjeningsanordninger for døre

3.9.1.   Hvis en dør som omhandlet i punkt 3.6 er udstyret med åbningsanordninger til brug under normale omstændigheder, skal disse anordninger:

3.9.1.1.

hvis der er tale om udvendige anordninger, befinde sig på eller ved siden af døren i en højde på mellem 850 mm og 1 300 mm fra jorden og højst 900 mm fra døren, og

3.9.1.2.

hvis der er tale om indvendige anordninger i køretøjer i gruppe I, II og III, befinde sig på eller ved siden af døren i en højde på mellem 850 og 1 300 mm fra gulvets overflade nærmest anordningen og må ikke i nogen retning befinde sig mere end 900 mm fra døråbningen.

3.10.   Bestemmelser for anbringelse af ikke sammenklappede barnevogne og klapvogne

3.10.1.   Der afsættes et område til anbringelse af mindst én ikke sammenklappet barnevogn eller klapvogn.

3.10.2.   Den ikke sammenklappede barnevogn eller klapvogn må højst måle 750 mm i bredden og 1 300 mm i længden. Dens længdeplan skal være parallelt med køretøjets længdeplan, og gulvoverfladen skal være skridsikker.

3.10.3.   Adgangen for barnevogne og klapvogne skal være i overensstemmelse med følgende:

3.10.3.1.

En ikke sammenklappet barnevogn eller klapvogn skal let og uhindret kunne komme ind i køretøjet gennem mindst én af udstigningsdørene og flyttes hen til det/de særlige område(r).

3.10.3.1.1.

Ved »let og uhindret« forstås, at:

a)

Der er tilstrækkelig plads til at manøvrere med barne- eller klapvognen.

b)

Der ikke er trin, mellemrum eller stolper, som kan udgøre en hindring for, at barne- eller klapvognen kan bevæge sig frit.

3.10.4.   Området skal være forsynet med det piktogram, der er angivet i bilag 4, figur 23 C.

3.10.4.1.

Samme piktogram placeres både på den side af køretøjet, der vender ind mod vejkanten, og ved siden af den dør, som giver adgang til barne- eller klapvognsområdet.

3.10.5.   Der gælder følgende stabilitetskrav for den ikke sammenklappede barne- eller klapvogn:

3.10.5.1.

en af barne- og klapvognsområdets sider skal i længderetningen støde op til en ydervæg eller skillevæg i køretøjet

3.10.5.2.

der skal være en støtte eller en bagplade vinkelret på køretøjets længdeakse i den forreste ende af barne- og klapvognsområdet

3.10.5.3.

støtten eller bagpladen skal være således udformet, at barne- eller klapvognen forhindres i at vælte, og den skal opfylde kravene i punkt 3.8.5 ovenfor

3.10.5.4.

der skal være monteret et gelænder eller et håndgreb på køretøjets ydervæg eller en skillevæg på en sådan måde, at, den, der betjener barne- eller klapvognen, let kan gribe fat i det. Dette gelænder må højst rage 90 mm ud over barne- og klapvognsområdets lodrette projektion og kun i en højde på mindst 850 mm over områdets gulv

3.10.5.5.

på den modsatte side af barne- og klapvognsområdet skal være monteret et gelænder eller en tilsvarende indklappelig stiv anordning, som begrænser barne- eller klapvognens sideværts bevægelse

3.10.6.   Området skal være forsynet med en særlig anordning, f.eks. en trykknap, hvormed passagerer med en ikke sammenklappet barne- eller klapvogn kan anmode om, at køretøjet standser ved næste stoppested. Bestemmelserne i punkt 7.7.9.1 i bilag 3 finder anvendelse.

3.10.7.   Anordningen skal være forsynet med det piktogram, som er beskrevet i figur 23 C i bilag 4. Piktogrammets mål kan reduceres efter behov.

3.10.8.   Området til ikke sammenklappede barne- eller klapvogne kan støde op til kørestolsområdet eller ligge i forlængelse heraf. Der tillades indragende stolper med håndgreb til stående passagerer, forudsat at kravet i punkt 3.10.3 i dette bilag er opfyldt.

3.10.9.   Yderligere kørestolsområder kan kombineres med området til anbringelse af ikke sammenklappede barne- eller klapvogne, forudsat at de relevante krav er opfyldt. I så fald skal området være forsynet med skilte, som er fastgjort på eller i nærheden det med følgende tekst, tilsvarende tekst eller piktogram:

»Overlad venligst denne plads til en kørestolsbruger«.

3.11.   Bestemmelser om indstigningsanordninger

3.11.1.   Generelle krav:

3.11.1.1.

Betjeningsanordninger til indstigningsanordninger skal være tydeligt afmærket som sådanne. Indstigningsanordningens udslåede eller sænkede position skal over for føreren angives af en indikator.

3.11.1.2.

I tilfælde af svigt af en sikkerhedsanordning må lifte, ramper og knælesystemer ikke kunne betjenes, medmindre det er muligt at betjene dem sikkert med håndkraft. Nødbetjeningsanordningens art og placering skal være tydeligt markeret. I tilfælde af svigt af energitilførslen, skal lifte, ramper og knælesystemer kunne betjenes med håndkraft.

3.11.1.3.

Adgangen til en af udstigningsdørene eller nødudgangsdørene kan være spærret af en indstigningsanordning, forudsat at begge nedenstående betingelser er opfyldt både inde i og uden for køretøjet:

3.11.1.3.1.

indstigningsanordningen må ikke spærre for håndtaget eller andre anordninger til åbning af døren

3.11.1.3.2.

indstigningsanordningen skal let kunne flyttes, så der bliver fri adgang til døren i nødsituationer.

3.11.2.   Knælesystem

3.11.2.1.   Der skal forefindes en kontakt til betjening af knælesystemet.

3.11.2.2.   Alle betjeningsanordninger, som aktiverer sænkning eller hævning af en del af eller hele karosseriet i forhold til vejbanen, skal være tydeligt afmærket og være under førerens direkte kontrol.

3.11.2.3.   Sænkningen skal kunne standses og bevægelsen øjeblikkelig vendes om ved hjælp af en betjeningsanordning, som er placeret både inden for førerens rækkevidde, når han sidder i førerrummet, og i nærheden af eventuelle andre anordninger til betjening af knælesystemet.

3.11.2.4.   Ethvert knælesystem, som er monteret i et køretøj må ikke tillade, at køretøjet kører med mere end 5 km/h, når køretøjet befinder sig i en position, der er lavere end den normale kørehøjde.

3.11.3.   Lift

3.11.3.1.   Generelle forskrifter

3.11.3.1.1.   Lifte må kun kunne fungere, når køretøjet holder stille. Enhver bevægelse af platformen skal forhindres, medmindre en anordning, der forhindrer kørestolen i at rulle af platformen, er blevet aktiveret manuelt eller automatisk.

3.11.3.1.2.   Liftens platform skal være mindst 800 mm bred og mindst 1 200 mm lang og skal kunne fungere, når den er belastet med mindst 300 kg.

3.11.3.2.   Supplerende tekniske forskrifter for maskinelt betjente lifte

3.11.3.2.1.   Betjeningsanordningen skal være udformet således, at den, hvis den slippes, automatisk returnerer til afbrudt stilling. Idet dette finder sted, skal liften bevægelse øjeblikkelig standse, og det skal være muligt at indlede en bevægelse i begge retninger.

3.11.3.2.2.   Områder, der ikke er synlige for den person, der betjener liften, og hvor liften kan gribe fat i eller klemme om genstande, skal være beskyttet af en sikkerhedsanordning (f.eks. en vendemekanisme).

3.11.3.2.3.   Hvis en af disse sikkerhedsanordninger træder i funktion, skal liftens bevægelse øjeblikkelig standse, og en bevægelse i modsat retning indledes.

3.11.3.3.   Betjening af maskinelt betjente lifte

3.11.3.3.1.   Når liften er placeret ved en udstigningsdør, der befinder sig inden for førerens direkte synsfelt, kan det godkendes, at liften betjenes af føreren fra førersædet.

3.11.3.3.2.   I alle andre tilfælde skal betjeningsanordningerne være placeret i nærheden af liften. Føreren må kun kunne aktivere og deaktivere dem fra førersædet.

3.11.3.4.   Manuelt betjent lift

3.11.3.4.1.   Liften skal være konstrueret således, at den kan betjenes med anordninger, der er placeret i nærheden af liften.

3.11.3.4.2.   Liften skal være konstrueret således, at der ikke kræves urimelig stor kraft til betjeningen.

3.11.4.   Rampe

3.11.4.1.   Generelle forskrifter

3.11.4.1.1.   En rampe må kun kunne fungere, når køretøjet holder stille.

3.11.4.1.2.   Udvendige kanter skal være afrundet til en radius af mindst 2,5 mm. Udvendige hjørner skal være afrundet til en radius af mindst 5 mm.

3.11.4.1.3.   Rampens nytteflade skal være mindst 800 mm bred. Rampens hældning, når den er lagt ud eller manuelt foldet ud til en kantsten med en højde på 150 mm, må ikke overstige 12 %. Rampens hældning, når den er lagt ud eller manuelt foldet ud til jord, må ikke overstige 36 %. Der kan anvendes et knælesystem til at opfylde kravene i denne prøvning.

3.11.4.1.4.   Ramper, som har en længde på over 1 200 mm, når de er klar til brug, skal forsynes med en anordning, som forhindrer kørestolen i at køre ud over siden.

3.11.4.1.5.   Rampen skal kunne benyttes sikkert ved en belastning på 300 kg.

3.11.4.1.6.   De ydre kanter af den del af rampens overflade, der kan bruges af en kørestol, skal mærkes tydeligt med en farveafmærkning med en bredde på 45-55 mm, som kontrasterer visuelt med resten af rampens overflade. Farveafmærkningen skal strække sig langs den yderste kant og langs begge kanter parallelle med kørestolens bevægelsesretning.

Det er også tilladt at afmærke steder, hvor der er risiko for at snuble/tippe over, eller hvor en del af rampens overflade også udgør en del af trinnet.

3.11.4.1.7.   En mobil rampe skal være solidt fastgjort, når den er i anvendelsesstillingen. En mobil rampe skal have et egnet sted, hvor den kan stuves sikkert, og hvorfra den let er tilgængelig for brug.

3.11.4.2.   Funktionsmåder

3.11.4.2.1.   Opsætning og stuvning af rampen kan foregå enten manuelt eller maskinelt.

3.11.4.3.   Supplerende tekniske forskrifter for maskinelt betjente lifte

3.11.4.3.1.   Når rampen opsættes eller stuves, skal dette angives af gule blinklys og et akustisk signal.

3.11.4.3.2.   Opsætning eller stuvning af rampen, som kan medføre en risiko for personskade, skal beskyttes ved hjælp af beskyttelsesanordninger.

3.11.4.3.3.   Disse sikkerhedsanordninger skal standse rampens bevægelse, når rampen udsættes for en gennemsnitlig reaktiv kraft, der ikke må overstige 150 N. Spidskraften kan kortvarigt være over 150 N, hvis den ikke overstiger 300 N. Den reaktive kraft kan måles ved enhver metode, som den typegodkendende myndighed accepterer. Retningslinjer for måling af reaktive kræfter findes i bilag 6 til dette regulativ.

3.11.4.3.4.   Rampens vandrette bevægelse skal standse, hvis en masse på 15 kg anbringes på den.

3.11.4.4.   Betjening af maskinelt betjente ramper

3.11.4.4.1.   Hvis føreren har tilstrækkeligt udsyn til rampen til at overvåge dens opsætning og brug for at sikre passagerernes sikkerhed, kan rampen betjenes af føreren fra førerpladsen. Dette krav kan opfyldes ved hjælp af en egnet anordning/egnede anordninger til indirekte udsyn.

3.11.4.4.2.   I alle andre tilfælde skal betjeningsanordningerne være placeret i nærheden af rampen. Føreren må kun kunne aktivere og deaktivere dem fra førersædet.

3.11.4.5.   Betjening af manuelt betjente ramper

3.11.4.5.1.   Rampen skal være konstrueret således, at der ikke kræves urimelig stor kraft til betjeningen.

 

For hele teksten til forordningen på dansk, se EUR-Lex – 42015X0618(01) – EN – EUR-Lex (europa.eu).

 

Håndbok N100 veg- og gateutforming

Denne vegnormalen er utarbeidet med hjemmel i Samferdselsdepartementets forskrifter etter vegloven § 13. Håndbok N100 Veg- og gateutforming beskriver standardkrav for utforming av veger og gater. Kravene gjelder for alle offentlige veger og gater. N100 Veg- og gateutforming er en videre en prosjekteringsnormal som omhandler utforming av nye veger og nye/ombygde gater. Før prosjektering forutsettes det at tiltaket har gjennomgått en planleggingsprosess både på et overordnet og på et lokalt nivå. Med planlegging forstås her prosessen der planforutsetningene for prosjekteringen av et tiltak blir identifisert, analysert og fastlagt med utgangspunkt i politiske og faglige forutsetninger og føringer. Prinsippene om universell utforming legges til grunn for veger og gater. Universell utforming innebærer utforming eller tilrettelegging av veg- og gatesystemet slik at det kan brukes av alle i så stor utstrekning som mulig. Det gjelder for hele transportsystemet. Kapittel D3 i normalen inneholder krav til holdeplasser for buss, se Kapittel 5 i denne portalen for mer informasjon. Les mer på: https://www.vegvesen.no/_attachment/61414/binary/1355470?fast_title=H%C3%A5ndbok+N100+Veg-+og+gateutforming+%286+MB%29.pdf

 

 

Foto av plattform ved bussterminal fra Viken fylkeskommune

Figur 7: Plattform ved bussterminal (Foto: Dagfinn Mahle, Viken Kollektivterminaler)

2.1.2 Fra veiledninger og standarder

Veiledninger

Av relevante veiledninger finnes det diverse håndbøker og andre retningslinjer som er relevante for blant annet busstransport:

Gatenormal for Oslo

Normalen viser ønsket utforming av gater i nye byutviklingsområder. I eksisterende gatestruktur gjelder også normalen, men det vil i noen tilfeller være behov for kompromisser og fravik fra normalen på grunn av at det er begrenset areal til gatefunksjoner. Gatenormalen inneholder en oversikt over standardiserte fravik fra sentrale håndbøker med mer. Normalen viser krav og prinsipper for gateutforming, og er et verktøy som skal brukes i alle faser: utredning, detaljprosjektering, bygging, drift og vedlikehold av kommunes gater. Les mer på: https://www.oslo.kommune.no/getfile.php/134032-1610704295/Tjenester%20og%20tilbud/Plan%2C%20bygg%20og%20eiendom/Byggesaksveiledere%2C%20normer%20og%20skjemaer/Gatenormal%20og%20normark/Gate-%20og%20veinormaler/Gatenormal%20for%20Oslo.pdf

Håndbok V 123 Kollektivhåndboka

Håndbok V123 er en del av Statens vegvesens håndbokserie og er en veiledning på nivå 2. Håndboka må først og fremst sees på som en teknisk veiledning for planlegging og utforming av infrastruktur for buss. Veiledningen er et supplement til håndbok N100 Veg- og gateutforming som inneholder krav knyttet til utforming av anlegg for kollektivtrafikk. Fraviksbehandling av krav i normalene følger fastsatte rutiner, jf. håndbok N100 Veg- og gateutforming (se over). Håndboken tar opp blant annet markeds- og utviklingstrekk, fysiske størrelser og dimensjoner blant annet for buss, holdeplasser og snuplasser, kollektivknutepunkt og fremkommelighet. Se mer på: https://www.vegvesen.no/_attachment/61485/binary/1010376?fast_title=H%C3%A5ndbok+V123+Kollektivh%C3%A5ndboka.pdf.

Håndbok V129 universell utforming av veger og gater

Håndbok V129 er laget for å bidra til oppfyllelsen av Nasjonal transportplans mål om et universelt utformet transportsystem og som en del av kompetanseoppbyggingen i etaten.
Håndboken kan også fritt brukes av fylker og kommuner. Håndboka er  et hjelpemiddel i ulike prosesser og oppgaver i Statens vegvesen. Håndboka skal revideres
og videreutvikles etterhvert som det dannes ny kunnskap og erfaringer innhentes.  Håndboken tar opp blant annet prinsippene for universell utforming; universell utforming i planlegging, gjennomføring og styrung, dimensjoneringsgrunnlag; drift og vedlikehold; veier; gater; holdeplasser; transportmidler; automater og billettering.  For mer om Håndbok V129s krav til holdeplasser, se kapittel 5.3 i denne portalen.

Se mer på: https://www.vegvesen.no/_attachment/118984/binary/963983?fast_title=H%C3%A5ndbok+V129+Universell+utforming+av+veger+og+gater+%2814+MB%29.pdf

Veileder for arbeidsvarsling, sykkel og gange

Denne veilederen er laget for å bedre trafikksikkerheten i Oslo kommune, blant annet gjennom krav til planlegging og universell utforming, ved anleggsarbeid. Om universell utforming står det:

5.9 Universell utforming
Varslings- og sikringsutstyr skal være utformet og plassert slik at de ikke medfører fare for synshemmede. Dersom en eksisterende ledelinje for blinde og svaksynte brytes for en lengre periode bør det etableres midlertidige ledelinjer forbi arbeidsområdet. I påvente av asfaltering skal høydeforskjeller utjevnes. Alle kanter, som asfaltkanter, kjøreplater o.l., skal utformes slik at de ikke medfører fare for fotgjengere og syklister. Kanter skal kunne passeres uten at man må stige av sykkelen og skal vedlikeholdes for å redusere faren for punktering. Ved passering av kantstein skal høydeforskjell utjevnes med midlertidige asfaltramper, og stigning skal være maksimalt 1:5. Rampen skal følge hele kantsteinens lengde mellom indre og ytre avsperring. I tilfeller uten avsperring bør bredden på rampen være minimum 4 meter.

5.10 Veibelysning
Veibelysning bidrar til økt trafikksikkerhet og framkommelighet, og skal vurderes som tiltak ved arbeider i områder både med og uten permanent belysning. Behov for veibelysning skal inngå i risikovurderingen. Les veilederen på: https://www.oslo.kommune.no/getfile.php/13167234-1486465012/Tjenester%20og%20tilbud/Plan%2C%20bygg%20og%20eiendom/Byggesaksveiledere%2C%20normer%20og%20skjemaer/Arbeidsvarsling%20-%20Veileder%20for%20arbeidsvarsling%2C%20sykkel%20og%20gange.pdf

Bus Nordic – felles nordiske krav til busser

Bus Nordic er et samarbeid mellom nordiske transportorganisasjoner for å fastsette felles nordiske krav til busser ved anskaffelser. Den gir felles funksjonelle og tekniske krav til en nordisk buss, som overbygger dagens lovgivning der det trenges spesiell tilpasning til nordiske forhold og passasjerbehov. Alle andre krav henvises til forskriftene i R 107 (se nedenfor).

Det er vektlagt at en nordisk standard ikke skal hindre konkurranse og innovasjon, så kravene er stilt på en slik måte at markedet kan følge kravene i dag. Bus Nordic Management gruppen vil løpende tilpasse den nordiske standarden for å støtte innovative løsninger og nye markedsreguleringer.

Les den nordiske standarden fra 2019 her: bus nordic (kollektivtrafikk.no)

 

Standarder

Det finnes flere standarder og veiledninger som er relevante for busstransport, på norsk er det først og fremst:

Norsk Standard NS 11031 Universell utforming – Persontransport – Krav til utforming av busser, som tar opp krav til universell utforming av busser for å sikre likeverdig bruk for alle passasjerer. Kravene til bussutforming ivaretar passasjerer med ulike utfordringer, som for eksempel allergi, nedsatt syn, hørsel, kognisjon og bevegelse, samt passasjerer med barnevogn eller tung bagasje.

Norsk Standard NS 11050 Persontransport – Funksjonelle og tekniske krav til busser, som tar opp krav til busser og veiledning til aktørene for å sikre nødvendig kvalitet og effektive anbudsrunder knyttet til planlegging og innkjøp av busser for persontransport. Standarden fokuserer videre på valg av miljøvennlige løsninger og energibærere. Denne standarden gjelder ikke for busser med to eller flere ledd eller for dobbeltdekkere.

Norsk Standard NS 11032 Universell utforming – Persontransport – Krav til transportører for ivaretakelse av passasjerrettigheter tar opp passasjerrettigheter og dekker blant annet transport med trikk og tunnelbane. Denne standarden angir krav til tilrettelegging for oppfyllelse av passasjerrettigheter på tvers av de ulike transportsektorene. Standarden angir krav til bestillere og transportører innenfor persontransportområdet, herunder rettigheter knyttet til informasjon, billettering, assistanse og rettigheter før, under og etter transport på vei, bane, sjø og i luft.

Norsk Standard NS 11033 Universell utforming – Persontransport – Tjenester på transportområdet gir krav til tjenesteutøvelse for personell på transportmidler, og gjelder også passasjertransport med trikk og tunnelbane. Denne standarden angir krav til hvordan tjenester på transportområdet skal utformes og utøves for å sikre universelt utformede løsninger. Transportområdet omfatter i standarden persontransport på bane, luft, sjø og vei. Standarden omfatter publikumsrettet tjenesteutøvelse der det kreves universelt utformede løsninger for de fysiske rammene rundt utøvelse av transporttjenestene, prosesser og rutiner med krav til utvikling, planlegging, utøvelse og kvalitetsstyring av persontransporttjenester og krav til sikring av kvalitet, definisjon av aktører, assistanse og opplæring av tjenestepersonell. Tiltaksområdene omfatter ikke personlige hjelpemidler, bortsett fra grensesnittet mot disse, samt hjelpemidler som utgjør en del av tjenesten, for eksempel teleslynge, rullestol på flyplass, personlig assistanse og annet.

EN 301549 Tilgjengelighetskrav for IKT-produkter og -tjenester tar opp de funksjonelle tilgjengelighetskravene som gjelder for IKT-produkter og -tjenester, sammen med en beskrivelse av testprosedyrene og evalueringsmetodikken for hvert tilgjengelighetskrav i en form som er egnet for bruk i offentlige anskaffelser i Europa.  Standarden er ment å brukes med webbaserte teknologier, ikke-webteknologier og hybrider som bruker begge deler. Den dekker både programvare og maskinvare samt tjenester. Det er ment for bruk av både leverandører og innkjøpere. Forholdet mellom det nåværende dokumentet og de grunnleggende kravene i direktiv 2016/2102 om tilgjengeligheten av nettsteder og mobilapplikasjoner av offentlige organer er gitt i vedlegg A. Det nåværende dokumentet inneholder de nødvendige funksjonskravene og gir et referansedokument slik at hvis prosedyrer etterfølges av ulike aktører, er resultatene av testingen like og tolkningen av disse resultatene er klare. Testbeskrivelsene og evalueringsmetodikken som inngår i det nåværende dokumentet, er utarbeidet til et detaljnivå som er i samsvar med ISO/IEC 17007:2009, slik at samsvarstesting kan gi avgjørende resultater. Standarden foreligger på norsk i 2021. 

2.1.3 Brukerbehov ved busstransport

Bilde av informasjonstavle ved bussholdeplass

Figur 8: Informasjonstavle ved bussholdeplass (Foto: Statens vegvesen)

Mens alle har de samme behovene for en godt tilgjengelig reisekjede, er det viktig at man har forståelse for at ulike personer møter ulike barrierer i forbindelse med reiser med offentlig transport. Passasjerer har ulike individuelle utfordringer, i det følgende ser vi på utfordringer som særpreger passasjerer med bestemte funksjonsnedsettelser.

Passasjerer med synsnedsettelser:

  • Orienteringsvansker, som å vite hvilken buss som ankommer stoppested, finne inngangsdører på bussen.
  • Finne veien på holdeplasser, terminaler og annen infrastruktur.
  • Mangel på tilgjengelig informasjon, bl.a. formidling i lydformat, skilt med god luminanskontrast og tilpasset bokstavhøyde.
  • Mangel på definerte gangsoner og taktile ledelinjer.
  • Mangel på tydelige kontrastmarkeringer på trapper, stolper, heiser og utspring i nærheten av bussholdeplass.

Passasjerer med nedsatt hørsel:

  • Mangel på skriftlig formidling av informasjon, herunder sanntidsinformasjon i visuelt format, som alternativ der denne gis over høyttaler.
  • Gjenklang og vanskelig akustikk, for eksempel i terminaler og på stasjoner.
  • Belysning

Passasjerer med nedsatt bevegelsesevne:

  • Mangel på trinnfri på- og avstigning på buss.
  • Mangel på trinnfri atkomst til holdeplasser, terminaler og annet.
  • Ukorrekt betjeningshøyde på automater og annet.
  • Mangel på tilstrekkelig med hvileplasser.
  • Plass til rullestoler på usser.
  • Mangelfullt vedlikehold av uteområder knyttet til transportknutepunkter, for eksempel snømåking.

Passasjerer med nedsatt kognisjon og sensoriske vansker:

  • Informasjon som ikke er enkel å oppfatte og forstå.
  • Forstyrrende inntrykk som lys og lyd i trafikkrelaterte lokaler.
  • Uoversiktlig orienterbarhet.
  • Manglende klar informasjon når det f.eks. gjelder betjening av betalingsautomater.
  • Ukorrekt brukergrensesnitt på informasjons- og kommunikasjonsteknologi.

Passasjerer med allergier:

  • Allergiske reaksjoner på grunn av lukter, dyr, planter, materialer i setetrekk, gardiner og polstring i transportmidler, samt utslippsgasser fra busser.
  • Dårlig luftkvalitet på for eksempel terminaler osv.

Utfordringer i forhold til tjenester:

I tillegg til disse eksemplene på fysiske barrierer, må man også være oppmerksom på utfordringer i forbindelse med utøvelse av tjenester.

Transportrelaterte tjenester omfatter tjenesteutøvelse, herunder informasjon og kommunikasjon, og kundebehandling overfor alle passasjergrupper. I tillegg er det snakk om krav til virksomhetenes prosesser for å sikre likeverdige tjenester på transportområdet, herunder utarbeiding av strategi, ledelse, brukermedvirkning, opplæring av personell, evaluering og forbedring.

Målet om likeverdig tilgang til tjenester krever blant annet god opplæring av personell, valgfrihet i måten passasjerer kan benytte tjenestene, og at tjenesteleverandørene utformer tjenester som tilbys slik at alle har likeverdig tilgang på dem.

Rett til assistanse er en sentral del av tjenesteområdet, og handler for eksempel om bestilling fra passasjerer som har behov for assistanse, assistansens innhold og krav om informasjonsinnhold når det for eksempel gjelder vilkår som gjelder for reiser, herunder reisegaranti, regelverk og annet.

Mange mennesker har problemer med å nyttiggjøre seg tjenester fordi de møter barrierer i omgivelsene. Samtidig utgjør tjenester en stadig større sektor i samfunnet, blant annet innen transport, og innkjøpere av slike tjenester må derfor stille krav til utformingen slik at alle brukere får likeverdig tilgang til dem. Elementer i en tjenestekjede omfatter flere ledd:

  • prosessen fra at man planlegger å igangsette/anskaffe en tjeneste,
  • spesifikasjon av hva man ønsker at tjenesten skal inneholde
  • hvordan dette uttrykkes gjennom kravspesifikasjon og eventuell utlysning,
  • avtale mellom leverandør og anskaffer av tjenesten
  • evaluering av hvordan kravene er oppfylt ut fra bestemte kriterier (samsvarsvurdering).

Dette er en parallell til en prosedyre for offentlige anskaffelser. Hensynet til universell utforming og tilgjengelighet må inngå som et element i alle fasene av en anskaffelsesprosess, fordi dette vil innebære sparing av betydelige midler i forhold til å tilpasse produktet i ettertid. Se også kapittel 6 Tjenester.

2.1.4 Anbefalinger

Foto av bussholdeplass med buss og ledelinjer samt oppmerksomhetsfelt

Figur 9: Bussholdeplass (Solbakk) med ledelinjer og oppmerksomhetsfelt (Foto: Svein Ystanes, Kolumbus AS )

Ved siden av de krav som er satt opp i lover og forskrifter og i standarder, vil vi presentere noen anbefalinger hva gjelder busstransport:

  • På stoppesteder, ved terminaler og andre steder der busser stanser bør det være god belysning og montert ledelinjer og farefelt.
  • Trapp, stolper og annet bør kontrastmarkeres tydelig i forhold til omgivelsene med luminanskontrast på minst 0,4.
  • Ved kontrastmarkering av deler av stolpen skal luminanskontrasten være 0,8.
  • Lyskilder skal være skjermet for å unngå blending .
  • Forhåndsprogrammert informasjon skal gis i visuelt format.
  • Rullestol, rullator, sykkel og barnevogn skal kunne transporteres på en trygg måte.
  • Alle lavgulv- og laventrebusser skal ha trinnfri på- og avstigning. Busser som ikke er av denne kategorien skal ha heis.
  • [KILDE: Forskrift til yrkestransportloven om universell utforming av motorvogn i løyvepliktig transport.]
  • Bussene skal være utformet slik at de minst kan medta en rullestol som er innenfor EU-Direktivets referanserullestol.
  • Det skal være enkelt å orientere seg om bord i bussen.
  • Informasjon formidles med lettlest tekst, symboler og piktogrammer
  • Renhold bør foretas i henhold til standard, med vaskemidler som ikke fremkaller allergiske reaksjoner.
  • Passasjerer bør fortrinnsvis kunne betjene rampe selv, dersom det er en elektrisk dreven rampe.
  • Billettautomater bør ha en betjeningshøyde som tillater bruk fra rullestol; mellom 75 centimeter og 130 centimeter over gulvet. Da kan automaten brukes av både stående og sittende personer.
  • Automater bør plasseres slik at de er enkle å finne, komme seg fram til og betjene, uavhengig av tid på døgnet eller lys- og værforhold.
  • Høyden på automaten kan være justerbar, men må ligge innenfor 75 og 130 centimeter over gulvet. Du kan for eksempel montere betalingsterminalen på en teleskopstang, som brukeren kan justere etter eget ønske.
  • Mobilbaserte løsninger i bussen som kommuniserer med passasjerene skal være universelt utformet, i henhold til NS 11022 og Forskrift om universell utforming av IKT.
  • Holdeplassannonsering og avviksinformasjon bør gis på monitor og over høyttaler om bord.